Historien bag Styr På Tiden ApS

Netværkselevatoren

Vi skruer tiden tilbage til 2007. I elevatoren på kontorhotellet i Havnegade 39 er der plads til max. tre personer. Faktisk står passagerer så tæt, at det er nødvendigt at præsentere sig for hinanden. Derfor kalder vi den ofte "Netværkselevatoren". Og det var netop i denne elevator, at idéen til et tidsregistreringssystem for selvstændige opstod.

Metalogic og "Trine Kolding" mødes

Metalogic er en virksomhed, der udvikler webbaserede IT-systemer. Trine Kolding driver kursus- og coachingvirksomheden "Trine Kolding" med fokus på personlig effektivitet og planlægning. Da Metalogic og Trine mødes første gang i elevatoren, finder de hurtigt ud af, at der er fælles interesse og fælles behov for et tidsregistreringssystem for selvstændige. Vigtigt for begge parter er det, at det er enkelt og nemt at anvende og ikke kræver en stor investering for at komme i gang.

"Som IT-virksomhed med udviklingsprojekter og stramme deadlines savnede vi et værktøj til at holde styr på vores timer. Mange af vores projekter er omfangsrige både i forhold til timer og varighed. Vi oplevede tit, at det kunne være vanskeligt at styre timeforbruget. Når man sidder midt i den travle hverdag, tænker man ikke så meget over, om man lige har brugt tre eller syv timer på den enkelte sag. Men når vi skulle fakturere, havde vi sommetider brugt mange flere timer, end tilbuddet lød på", fortæller Jon fra Metalogic.

Nemt og funktionelt

"Derfor var vi på udkig efter et system, der kunne hjælpe os til at bevare overblikket og holde styr på timerne i de mange projekter. Vi testede nogle forskellige systemer, men de blev hurtigt for store og komplekse at bruge i dagligdagen. Det skulle være nemt og hurtigt at bruge. Vi havde jo ikke for meget tid i forvejen. I starten brugte vi et excelark, men det blev for besværligt at vedligeholde, og det rummede ikke de funktionaliteter, vi havde brug for."

Fakturérbar tid

Trine fortsætter; "Som selvstændig er faktureringsgraden afgørende for virksomhedens fremtid. Hvis vi ikke tager os betalt for vores arbejde og den tid, vi lægger i opgaverne, forsvinder vores eksistensgrundlag. Så jo bedre du er til at give realistiske tilbud og holde dig indenfor de normerede timer, jo bedre bliver din indtjeningsgrad. For mig er det vigtigt, at systemet viser, hvor meget tid jeg bruger på fakturérbar og ikke-fakturérbar tid, så jeg hele tiden har overblik over, om jeg får dækket mine timer.

Samtidig skal systemet også være en hjælp til at sikre, at jeg bruger tiden i min virksomhed så effektivt som muligt. Jeg har oprettet kategorier, der svarer til mine arbejdsområder, f.eks. udvikling, administration, møder og undervisning. Ved hjælp af statistik-modulet har jeg hele tiden overblik over fordelingen af mine timer. Er jeg på rette spor? Skal jeg stramme op nogle steder?"

Hurtigt i gang

Som så mange andre har Trine et ambivalent forhold til IT-systemer. "På den ene side er de teknologiske værktøjer jo en kæmpe hjælp i hverdagen. På den anden side er min tålmodighed meget lille, når jeg skal sætte mig ind i noget nyt. Hvis det tager flere timer at sætte mig ind i, hvordan det virker, så kommer jeg aldrig i gang! Derfor lagde jeg stor vægt på, at systemet skulle være simpelt at komme i gang med og hurtigt at bruge i dagligdagen."

Som sagt, så gjort

Elevatormødet fandt sted i februar 2007, i marts lå den første projektplan klar, og i starten af august 2007 var Styr På Tiden ApS en realitet.



© Styr På Tiden 2014